Qvitzau: En mand med sine meningers mod

Det er indflydelsesrig politiker og en mand med sine meningers mod, der forlader bornholmsk politik, når Bjarne Kristiansen siger stop. Det fortæller Dan Qvitzau, chefredaktør for Bornholms Tidende.
Den 19. november siger bornholmsk politik farvel til en markant skikkelse, når den tidligere borgmester Bjarne Kristiansen forlader kommunalpolitik.

Det fortæller chefredaktøren for Bornholms Tidende, Dan Qvitzau.

- Han er en politiker, der har været utrolig indflydelsesrig, han har sine meningers mod, og så har han nydt stor popularitet gennem sin karriere, lyder det fra Dan Qvitzau.

Det sås både under Bjarne Kristiansens tid som borgmester i Hasle og ved det første valg til én samlet kommunalbestyrelse i 2002.

Ved valget den 20. november 2001 fik han 58,4 procent af de personlige stemmer, hvilket gjorde ham til den politiker i Danmark med størst stemmeandel.

Og ved valget til den første kommunalbestyrelse i 2002 stemte hver fjerde stemmeberettigede bornholmer på ham. Det gav listen 9 mandater, men til manges overraskelse ikke borgmesterposten.

- Ved de valg var det helt tydeligt personen Bjarne Kristiansen, langt mere end den liste han stillede op for, der fik vælgerne opbakning, lyder det fra Dan Qvitzau.

Borgerlistens nuværende formand Niels Plum vil ved en generalforsamling på mandag indstille til, at listen nedlægger sig selv.

Borgerlisten opstod i slutningen af 80'erne, efter at den senere borgmester i Hasle, Birgit Rasmussen, havde forladt Socialdemokratiet.