Bornholmsk ørelæge på sort liste

Den bornholmske speciallæge Erik Keller-Sørensen optræder på den liste over behandlere, som Sundhedsstyrelsen holder ekstra øje med.
Behandlere/læger som enten er under skærpet tilsyn, har fået ændret deres autorisation, har fået påbud om at gøre tingene anderledes eller tage efteruddannelse, fordi de ikke har levet op til det offentliges krav - står på en "sort" liste hos Sundhedsstyrelsen.

På denne liste kan man bl.a. finde Erik Keller-Sørensen, som er øre-næse-halslæge på Lægehuset i Rønne. Det skriver Politikens gratisavis "24 timer" i dag.

Ligenu står 25 tandlæger, sygeplejersker, læger, m.m. på listen.

- For et år siden trådte en lov i kraft, der betød, at registeret over de tvivlsommwe behandlere skulle være tilgængeligt for alle. På denne måde ville regeringen give almindelige borgere en chance for at undgå de værste klamphuggere i sundhedssystemet, skriver gratisavisen.

Dette står om Erik Keller-Sørensen på Sundhedsstyrelsens liste:

Speciallæge Erik Keller-Sørensen har fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn modtaget kritik for sin mangelfulde behandling og information af en patient, der henvendte sig hos speciallægen med henblik på at få fjernet næsepolypper. Efter operationen fandt lægen, at han havde glemt en operationsserviet i drengens næsehule. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at optælling af servietter o. lign. i forbindelse med operationer er en ufravigelig kontrolforanstaltning. Forglemmelse af en så basal foranstaltning betyder efter Sundhedsstyrelsens opfattelse, at speciallæge Erik Keller-Sørensens fremtidige faglige virke kan udgøre en forringet sikkerhed for patienterne. Sundhedsstyrelsen har derfor sat speciallæge Erik Keller-Sørensens faglige virke under skærpet tilsyn indtil den 1. november 2007.