Miljøminister samler havaffald med miljøpedeller

Kommunens miljøpedeller samler her til formiddag havaffald sammen med miljøminister Lea Wermelin.
En gammel aftale fra før folketingsvalget betyder, at miljøpedellerne i regionskommunen har fået fint følgeskab her til formiddag. De er nemlig ude og samle havaffald med miljøminister Lea Wermelin(S).

- Noget af det, som miljøpedellerne gør, det er, at de samler det affald op, som danskerne, som bornholmerne, smider i naturen, men jo også alt det der skyller op på kysterne. Det er en kæmpe stor udfordring vi skal have fat på, og der er det jo bare rigtig dejligt og vigtigt at komme ud og tale med dem, som har fingeren på pulsen, siger miljøminister Lea Wermelin.

Miljøpedellerne og miljøministeren samler affald op i fuglereservatet ved Nexø. Miljøpedellerne fortæller til ministeren, at de blandt meget andet har fundet både bildæk, cigaretskodder og en madras på tidligere ture i reservatet.

- Fuglereservatet ved Nexø har vi igennem de sidste par år "befriet" for adskillige gamle fiskenet. Om der på mandag er noget havfald ved vi, i sagens natur, ikke men det opdager vi jo, fortæller Lars Nyholm Schwaner.

Det er planen, at miljøministeren gør miljøpedellerne følgeskab fra 09-11 i dag mandag.

- Hvis vi skal løse den her udfordring, så handler det ikke kun om at samle det op. Det er rigtig godt, at miljøpedellerne gør det, og jeg hører mange roser til deres arbejde, men vi bliver selvfølgelig også nødt til politisk at få fat om den udfordring, at vi ikke vil have alt det affald i vores natur, siger Lea Wermelin.

Ordningen med miljøpedeller er et beskæftigelsestilbud i regionskommunen.