Bornholmer formand for Kunstfondsudvalg

Den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod er blevet formand for Legatudvalget for Litteratur under Statens Kunstfond.
Statens Kunstfond oplyser, at den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod er blevet udnævnt til formand for Legatudvalget for Litteratur.

- Jeg er meget stolt af den tillid, der ligger i den udnævnelse. Der er nogen i min egen forfatterforening, der synes, at jeg kunne tage det ansvar og var den rigtige til den post. Det er jo et enormt vigtigt arbejde for den danske kultur og det danske sprog, som jeg er meget interesseret i, og rigtig gerne vil arbejde med. Så jeg er vildt stolt, siger Dennis Gade Kofod.

Udnævnelsen er ikke den helt store overraskelse for forfatteren, men så alligevel lidt.

- Jeg blev spurgt for et år siden om jeg ville være interesseret i det arbejde, og det svarede jeg selvfølgelig ja til. Det er jo vildt interessant at få lov til at sidde i kunstfonden. Og så gik der lang tid, hvor jeg ikke hørte noget, siger Dennis Gade Kofod, og fortsætter:

- Det er Kulturministeren, der vælger den, der skal være formand. Det må være noget af det sidste, som Joy (Mogensen, red.) gjorde inden hun gik på barsel. Jeg blev så ringet op torsdag i sidste uge, og spurgt om jeg ville være formand.

Statens Kunstfond er Danmarks største kunstfond og giver penge til produktion og formidling af billedkunst, film, litteratur, musik, scenekunst, arkitektur, bl.a. til spillesteder, teaterfestivaller, forfatterarrangementer, kunst på skoler og hospitaler og skoler samt oversættelse af litteratur. Hvert år uddeler Statens Kunstfond i omegnen af 550 mio. kr. til mere end 6000 projekter eller kunstnere. Dennis Gade Kofods arbejde vil primært være for Litteraturudvalget, men som formand sidder han også med i bestyrelsen for Statens Kunstfond. Begge dele glæder han sig til at arbejde med.

- Jeg glæder mig meget til at være med til at uddele penge for kunstfonden, og være med til at sætte dens retning i de fire år, som man er med for. Og det bliver super, super interessant at være med til at forme kulturmiljøet i Danmark.

Dennis Gade Kofod fortæller også, at selvom han skriver og arbejder på én måde, så er hans interesse i litteratur rigtig bred.

- Jeg er utrolig interesseret i kultur og læser meget bredt. Jeg læser enormt meget forskelligt og er enormt interesseret i, at vi får en så mangfoldig litteratur, som pengene kan give os, i Danmark. Jeg synes, der er et behov for en masse stærke og varierede fortællinger om, hvem der bor i Danmark lige nu.

Statens Kunstfond består af 54 personer, der er udpeget af kulturministeren og Statens Kunstfonds repræsentantskab. De 54 personer sidder i 12 udvalg: seks legatudvalg og fem projektstøtteudvalg samt ét samlet projektstøtte- og legatudvalg for arkitektur.

Alle medlemmer af Statens Kunstfond er udpeget for en 4-årig periode. De nye legatudvalg starter arbejdet fra årsskiftet.