Landmand udfordrer Miljøstyrelsen i retten

Miljøstyrelsen har givet 60-årig landmand en bøde på 15.000 kroner for at have anvendt tre midler på afgrøder, de ikke var godkendt til. Landmanden mener dog, at de blev anvendt lovligt som del af et forsøg.
Til eftermiddag mødte 60-årig landmand op i Retten på Bornholm. Det sker efter, landmanden fra Østbornholm har nægtet at betale en bøde på 15.000 kroner fra Miljøstyrelsen.

Bøden fik landmanden, efter at have lavet forsøg på sin mark med midlerne Galera, Rubric og Karate 2,5WG i sommeren 2016.

I anklageskriftet lyder det:

"... ved i perioden fra d. 10. maj 2016 til 23. august 2016 på ejendommen (...) at have anvendt plantebeskyttelsemidlerne Galera og Rubric på gulerødder, hvilket midlerne ikke er godkendt til anvendelse i, samt at have anvendt plantebeskyttelsesmidlet Karate 2,5WG i radis, hvilket midlet ikke er godkendt til."

Den 60-årige landmand nægtede sig i Retten på Bornholm skyldig i sagen, da han mente, at han havde fulgt samme praksis som altid - og at han derfor ikke vidste, han havde overtrådt reglerne.

To udlægninger af sagen
Bøden på 15.000 kroner blev udskrevet efter en stikprøvekontrol fra landbrugsstyrelsen i sommeren 2016. Her konstaterede den udsendte, at landmanden havde brugt midler på afgrøder, som de ikke var godkendt til brug på.

Et vidne fra SEGES, som er Landbrug & Fødevarers faglige videns- og innovationshus, kunne fortælle, at man ikke har midler, der virker, så må man finde det. Her fortalte vidnet, at det er gængs praksis, at teste et middel i lille skala, som det var gjort på landmandens mark. Først herefter - hvis midlet virkede - ville man søge om dispensation. Altså virkningen skulle først kunne dokumenteres, før en ansøgningen ville blive sendt.

Den udlægning var et vidne fra Miljøstyrelsen ikke enig i. Vidnet mente, at altid skal vende det med Miljøstyrelsen, inden et forsøg bliver sat igang.

To særlige situationer
Bøden på 15.000 kroner er givet på baggrund af to særskilte forsøg, som landmanden foretog i samarbejde med Seges i sommeren 2016.

Landmanden anvendte i det første forsøg plantebeskyttelsesmidlerne Galera og Rubric på en særlig hybridgulerod, som på daværende tidspunkt kun fandtes på tre danske marker.

I det andet forsøg anvendte landmanden plantebeskyttelsesmidlet Karate 2,5WG på kålplanten radis. Det skete efter en stor invasion af skadedyret kålmøl på de bornholmske marker. Kålmøl er en sjælden gæst på Bornholm - og lægger kun vejen forbi med mellemrum på 20-25 år.

Dom i næste uge
Senioranklager Marina Moltke-Leth førte sagen for Bornholms Politi. I sin afsluttende procedurer var hendes påstand, at landmanden skulle straffes med en bøde på 15.000 kroner.

Straffesagen blev ført uden lægdommere og blev optaget til dom. Derfor afsiger dommeren først dom i sagen på mandag klokken 13.

Landmanden fortalte i retten, at han har i sinde at anke dommen, hvis han bliver dømt.