Sådan kan du få mere tid med dine børn i hverdagen

Det kan være svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen i en hektisk hverdag. Her får du tre gode råd til, hvordan det kan lade sig gøre.
Lange arbejdsdage, madlavning, fodbold, håndbold, familietid.

Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, når man er en børnefamilie. Og selvom vi allerede bruger mere tid sammen med vores børn nu, end vi gjorde for 10 år siden, så efterspørger børnene stadig mere tid med deres forældre.

Det viser en rundspørge, vi har foretaget sammen med TV 2 og regionerne, blandt flere end 200 børn fra 6.klasser over hele Danmark.

Men hvordan får man så det hele til at hænge sammen? Det har Helle Rosdahl Lund tre bud på. Hun er forfatter og stifter af Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv.

Siden 2004 har hun arbejdet med den såkaldte work-life-balance - altså, hvordan man får både arbejde og livet til at hænge sammen. Og hun mærker en øget efterspørgsel på gode råd.

- Jeg mærker en stigning i antallet af henvendelse, også for mænd. Det er et puslespil, men det kan lade sig gøre, siger hun.

Råd nummer ét:
- Børn efterspørger nærvær - ikke nødvendigvis mere tid, og det er faktisk det største problem, for mange forældre har ikke evnen til at være til stede med børnene, og til at sige, at nu er jeg her for dig. Nu tager jeg hjem fra arbejde, og er sammen med dig. Men det er min opfattelse, at mange forældre har svært ved det, fordi de har en selvopfattelse af, at de hele tiden skal være på på telefonen, på de sociale medier. Og faktisk modarbejder vores egen hjerne os, fordi den udløser belønningsstoffet Dopamin, netop når vi er på. Så det skal man virkelig arbejde med.

Råd nummer to:
- Man skal forventningsafstemme med sin arbejdsplads og sine kollegaer, hvis ovenstående skal kunne lade sig gøre. Man skal forklare, at man måske har slukket sin telefon, når man kommer hjem for at kunne være mere nærværende.

Råd nummer tre:
- Hjernen vil hige efter belønningen, altså Dopaminen, ved hele tiden at have lyst til at være til stede på telefonen. Så hvis man ikke skal være det mere, skal man arbejde for det. Man skal lære at sige fra, man skal aktivt slukke telefonen.

Helle Rosdahl Lund fortæller, at hun oplever nogle grupper, der vælger at gå ned i tid på arbejdet, for netop at få mere familietid.

- Men det kommer jo meget an på, hvordan din økonomi er, hvor dyrt har du sat dig i dit hus, hvad vil du generelt med dit arbejdsliv. Det er ikke bare et frit valg, siger hun.

Flere virksomheder forkorter arbejdsugen
Det blev betragtet som meget kontroversielt, da Alternativet for to år siden foreslog en 30 timers arbejdsuge, men siden har flere virksomheder fuldt trop.

Blandt andet valgte virksomheden Umage den 1. september at indføre firedages arbejdsuge på 30 timer for alle 45 ansatte.

- I samfundet såvel som hos os har vi oplevet, hvordan flere og flere har en stresset hverdag. Vi ønsker medarbejdere, der er glade for deres arbejde og vil gøre en forskel, når de er her. Men alle har et liv ved siden af arbejdet, og de relationer skal man have tid til at dyrke, hvis man også skal trives på sit arbejde, fortalte Jacob Nannested Hansen, som er administrerende direktør i Umage, til mediet a4.

Også Odsherred Kommune har for nyligt som den første kommune indført en arbejdsuge på fire dage for 300 ansatte.

- Det er et spørgsmål om mere fleksibel arbejdstid. De ansatte vil have mulighed for at arbejde hjemme, men det skal også give en øget tilgængelighed for borgerne. Det skal nemlig være muligt at booke en tid så sent som klokken 19 med en sagsbehandler, fortalte Claus Steen Madsen til TV 2.

Flere steder i Sverige og England arbejder man også med kortere arbejdsuger.