BRK og DGI Bornholm underskriver aftale

En samarbejdsaftale mellem Bornholms Regionskommune og DGI Bornholm blev tidligere i dag underskrevet, hvorefter man kunne tage på gåtur med borgmesteren.
Flere bornholmere skal være fysisk aktive. Faktisk vil man have 50 procent af den bornholmske befolkning ind i idrætsforeninger, og at hele 75 procent er idrætsaktive i 2025. Det skal en ny samarbejdsaftale mellem Bornholms Regionskommune og DGI Bornholm sikre.

Samarbejdsaftalen blev underskrevet tidligere i dag af formand for DGI Bornholm Ole Dreyer, koncerndirektør Claus Steensgaard og direktør i DGI Bornholm Karen-Margrethe Hansen Bager og borgmester Winni Grosbøll. Nu er det konkrete handlinger, der skal på bordet.

- Der er fire forskellige indsatsområder, og et af dem er at få børn og unge ind i idrætsforeningerne. Foreningslivet har rigtig meget at tilbyde børn og unge. Udover at det hjælper på sundhed og holder sygdom for vej, så får man også et fællesskab og får nye venner, siger Winni Grosbøll om aftalen.

Udover børn og unge fortæller hun også, at det handler om at få seniorer og inaktive voksne ud og bevæge sig. Generelt skal sundhedsprofilen forbedres. Derfor skal man blandt andet udvikle outdoor, både for turister og lokale, fortæller borgmesteren.

Formand for DGI Bornholm Ole Dreyer er glad for, at man efter lang tid er nået frem til en aftale. Og selvom målene med 50 procent i foreninger og 75 procent idrætsaktive bornholmere er ambitiøst, så regner han med, at man kan nå målene.

- Det skal være ambitiøst, når man laver sådan nogle overordnede rammer. Vi ligger ikke så langt fra de 50 procent, da vi snart er oppe på 40 procent af befolkningen, der er i en idrætsforening, siger Ole Dreyer og fortsætter:

- Derudover har vi mange aktiviteter outdoor uden for foreningerne, så jeg tror, vi kommer tæt på mål med de 75 procent i 2025.

Samarbejdsaftalen er lavet i forbindelse med DIF og DGI's fælles 'Bevæg dig for livet'-vision, og den blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 19. september 2019.

De fire indsatsområder i aftalen lyder på følgende:

• Lige adgang for børn og unge til idrætsaktiviteter
• Satsning for at få flere inaktive voksne og seniorer til at motionere
• Mental sundhed
• Outdoor

Efter underskrivelsen af aftalen kunne man tage på en gåtur med borgmester Winni Grosbøll, som er en del af kampagnen 'We Walk' i uge 41. Gåturen er én af 13 ture.