Naboer om fremtiden for Østre Skole

Politikerne i Økonomiudvalget drøfter i aften Østre Skoles fremtid. Vi har snakket med skolens naboer om deres forhåbninger til fremtiden for området.
Den gamle Østre Skole mangler stadig at finde et nyt liv. Politikerne arbejder med forskellige scenarier for, hvad skolen og området skal bruges til.

BO42 ønsker at bygge 60 lejeboliger i fem etagers højde på idrætspladsen. Den plan vækker slet ikke begejstring hos de af BO42s egne lejere, som bliver naboer til etagebyggeriet.

- Det er jo lavt byggeri, der er rundt omkring. Vi ville føle os overvågede, hvis vi skulle bo med fire-fem etager, siger Mai-Britt Krukow, bestyrelsesmedlem i BO42s afdeling 1.

Beboerne i BO42s afdeling 1 har i dag indsendt et høringsvar om deres bekymring for et etagebyggeri. Og de er ikke de eneste, som ikke ønsker et højt etagebyggeri.

- Det vil være synd og skam. Man lægger bygningen i sådant et gammelt villakvarter med to-etagers boliger. At begynde at bygge etagebyggeri her, det synes jeg vil være synd, siger Morten Frost, der bor overfor Østre Skole.

Ingrid Mortensen har boet på Svanekevej i 17 år og er nabo til Østre skoles idrætsplads. Hun er heller ikke begejstret over tanken om et etagebyggeri med indkig til hendes baghave.

- Det er ikke fordi, der foregår noget i vores have, som ikke må foregå. Men vi har en ro derinde. Selvom vi kan høre, der er mennesker, så kan vi ikke se dem, og de kan ikke se os. Det synes vi er vigtigt, siger Ingrid Mortensen.

Og så er der de gamle skolebygninger. Ifølge kommunens egne beregninger vil det koste 17 millioner kroner at nedrive skolen. Og blandt naboer er der forhåbninger om at bygningerne får lov at overleve.

- Vi ser meget gerne, at de gamle hovedbygninger derovre bliver liggende. Det er jo et vartegn for Rønne, siger Morten Frost.

Ønsket om at bevare selve skolen deles af Nanna Munch Nielsen. Hun er en af skolens tidligere elever og bor lige overfor sin gamle skole.

- Jeg håber i hvert fald, at bygningen bliver bevaret. Det er jo en flot bygning, som har en masse historie i sig, siger Nanna Munch Nielsen.