Venstre vil ikke genåbne budget

Bornholm får ti millioner mere fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. Men Venstres Søren Schow vil helst bruge pengene på vedtagne planer.
Onsdag d. 2. oktober blev budgettet for Bornholms Regionskommune for 2020 vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Budgettet blev indgået med et forventet, indregnet tilskud fra Social- og indenrigsministeriets pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner på 25 millioner kroner. Men i dag, hvor det faktuelle tilskud er blevet offentliggjort, så viser det sig, at Bornholm får 35 millioner kroner. Altså ti millioner mere end forventet.

Det får dog ikke Venstres Søren Schow til at ville genåbne budgettet for 2020:

- Jeg vil være varsom med at genåbne budgettet. Nu er vi alle enige, men vi ville måske hellere give penge til erhverv, mens andre vil andre ting. Og i budgettet har vi friholdt meget af det bløde ved at bruge 30 millioner af overskuddet fra budgettet for 2019, siger Søren Schow.

Formanden for Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen er glædeligt overrasket over tilskuddets størrelse. Men han ser hellere de ekstra penge brugt anderledes:

- Vi kunne for min skyld lægge dem i kommunekassen. Vi har mange ting, som vi gerne vil bruge penge på. Vi skal finde 17 mio. kroner til det nye kunstmuseum ( i Rø, red.), og vi vil gerne reservere nogle af pengene til flytningen af borgerservice og bibliotek på Nexø Havn, siger Søren Schow.