Hamp-øl vinder ærespris

Svaneke Bryghus' nye økologiske Magic Dragon Hemp Lager har vundet en ærespris ved International Food Contest i MCH i Herning.
Øllen 'Magic Dragon Hemp Lager', der er brygget med økologisk hamp fra Bornholmerhampen, har skaffet Svaneke Bryghus endnu en pris.

Den økologiske 'Magic Dragon Hemp Lager ' blev kåret til den bedste øl, da fødevarebranchen var samlet ved International Food Contest i MCH i Herning.

- International Food Contest er et forum, hvor der er fokus på det fagtekniske. Det er håndværket, og den tekniske kvalitet der er i fokus, og anerkendelsen kommer fra fødevarebranchen selv, forklarer Steen Jespersen, direktør hos Svaneke Bryghus, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi er derfor utrolig stolte over at vinde kategorien ”øl”, som understreger, at Svaneke Bryghus har styr på den tekniske kvalitet og øllets karakteristika.

Ved International Food Contest udstiller producenter sine produkter og kan få dem fagligt bedømt. Der er repræsentanter i flere forskellige fødekategorier, blandt andet mejeri, kød og seafood og plantebaserede produkter.

Svaneke Bryghus' 'Magic Dragon Hemp Lager', der blev lanceret i foråret 2019, kan altså nu kalde sig vinder af æresprisen.

Øllen er netop nu kommet ud i landsdækkende handel.