360 - uden politikere

Frem mod februar skal BRK konkretisere sin nye folkesundhedspolitik. 360 får besøg af gæster, der ved noget om sundhed, og som er klar til at dele erfaringerne
Skismaet er til at få øje på: Samtidigt med, at der er kæmpe fokus på sundhed, motion og kost, så bliver danskerne mere overvægtige, mere stressede og bevæger sig mindre.
På Bornholm viste en stor sundhedsundersøgelse fra 2017, at 54 procent af bornholmerne var enten overvægtige eller meget overvægtige. Og som i resten af landet er det nu blevet normen at veje for meget.

Hos Bornholms Regionskommune afløse den ene folkesundhedspolitik den anden. Alle med tiltag, der fremmer øboernes sundheds på forskellig vis, men uden at effekten altså kan aflæses af den faktuelle og oplevede sundhed. i 2017 sagde kun 77 procent af de adspurgte, at de følte , de havde et godt helbred. Et fald på fem procent fra den forgående undersøgelse.

Der er altså nok at tage fat på af områder, når kommunen og dens samarbejdspartnere i de næste måneder skal konkretisere den nyligt vedtagne folkesundhedspolitik for Bornholm. Den skal løbe i fire år og bl.a. øge bornholmernes mentale sundhed, få flere til at fravælge cigaretter, få flere til at bevæge sig og arbejde for færre overvægtige børn. Ca. 20 procent af bornholmske børn er nemlig også overvægtige.

Men hvordan gør man det bedst? Hvad skal man ændre, i den måde, der arbejdes på i dag. Og hvilke tanker og overvejelser skal Bornholms Regionskommune gøre sig, hvis den gerne vil gøre os sundere.

I torsdagens 360 deltager fire gæster, der alle har erfaring med at arbejde for sundhed. Sussie Holmtoft, som mange nok kender fra øens madskoler og for mange kurser i sund mad i Det Levende Køkken i Østermarie.
Ann Rubæk-Nielsen, leder af kommunens 16 børnehuse, vores specialbørnehave og dagplejen.
Flemming Sørensen, som er idrætskonsulent hos DGI, der har været med i masser af sundhedsprojekter og dagligt arbejder med at få os til at bevæge os mere.
Og med fra Århus, Morten Eilsø, aktiv sundhedsdebattør, ernærings ekspert, der har dedikeret en stor del af sit liv på at gøre op med uvidenskabelig tilgang til, hvad der gør os sundere.

Hør deres bud på, hvad der skal ændres, for at vores sundhed forbedres, i 360 kl. 18.30 på TV2/Bornholm.