Vil du med ud og gå?

I næste uge kan du komme med ud og gå sammen med resten af Danmark.
"We Walk – hele Danmark går" og "ABC for Mental Sundhed", det hedder de to arrangementer der rammer Bornholm i uge 41, og i samme uge arrangeres der også gå-ture på Bornholm, hvor alle er inviteret med.

På mandag og ugen frem, inviterer idrætsforeninger og nye gå-fællesskaber alle interesserede med ud og gå.

Og her på Bornholm er der arrangeret 13 forskellige gå-ture. Der vil være lige fra stavgangshold, powerwalk, lange ture eller gå-turer for dig, der vil gå i et roligt tempo.

Og der er også tænkt på at der både skal være gå-ture formiddag, midt på dagen og sen eftermiddag - så alle har en chance for at planlægge at komme med.

Så har du lyst til at komme med ud og gå, så klik ind på linket nederst i artiklen og se, hvor der er arrangeret ture på Bornholm.

We Walk arrangeres af ”Bevæg dig for livet – løb og gang”, som er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik. Bevæg dig for livet-visionen arbejder overordnet for, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025.

Det er DGI og Danmarks Idrætsforbund, der driver Bevæg dig for livet med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden.

"ABC for Mental Sundhed" handler om at gøre noget Aktivt, i Fællesskab og at det er Meningsfyldt for den enkelte. ABC Mental Sundhed er et stort partnerskab, som DGI og Bornholms Regionskommune blandt andre er en del af.