Budget 20: Lettelse hos Bornholms Museumsforening

Formanden for Bornholms Museumsforening er godt tilfreds med, at politikerne har afsat penge til nye museumsbygninger.
I går besluttede politikerne at afsætte 17 millioner kroner til det nye museumsbyggeri ved kunstmuseet. Det glæder Christina Dideriksen, der er formand for Bornholms Museumsforening.

- Vi er utroligt lettede over, at vi kom i mål, siger Christina Dideriksen.

- Det er de sidste 17 millioner, vi har manglet for at projektet er fuldt finansieret. Det betyder, at nu kan vi tage arbejdshandskerne på og komme i gang med at lave lokalplanen færdig, søge om byggetilladelse og sende byggeriet i udbud. Nu begynder alt det sjove, siger Christina Dideriksen.

Der går dog noget tid inden, det første spadestik kan tages.

- Lokalplan, byggetilladelse og udbud tager lang tid. Vi skal hen i 2020 eller 2021, før spaden kommer i jorden.