Cecilie er Bornholms bedste lærling

Klejnsmed Cecilie Birk Dehli fra Rønne er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2019 uddeles i morgen af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen.
For 17. år i træk vil Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddele ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Det sker i morgen i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek og blandt modtagerne er bornholmske Cecilie Birk Dehli.

Cecilie Birk Dehli har gået på Campus Bornholm og været i lære hos Jensen Denmark A/S. Hun er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:

- Cecilie udviser høj sans for kvalitet og faglig dygtighed og kreativitet. Hun arbejder selvstændigt, er hjælpsom over for sine kollegaer og har generelt udvist et højt niveau gennem hele uddannelsesforløbet både teoretisk og praktisk.

Selv giver Cecilie Birk Dehli følgende bud på, hvorfor netop hun har skilt sig ud blandt de mere end 200 indstillede:

- Jeg tror, at det er min store interesse for faget, der har gjort det, og så fordi jeg vist er perfektionist, siger hun og tilføjer:

- Måske er det også fordi jeg er en god kollega, og fordi jeg gør et godt job, hvor jeg kan se mig selv i øjnene, når jeg går hjem.

Cecilie Birk Dehli startede i 2018 sin egen virksomhed NJORD by Birk, hvor hun producerer smykker.

Prisoverrækkelsen finder sted kl. 10:30-12:00.

Foto: Fra facebook.