Minister: Husk at vaccinere mod kighoste

Statens Serum Institut advarer om en epidemi af kighoste i hele landet. Sundhedsministeren opfordrer forældre til at få vaccineret deres børn.
Antallet af børn der er blevet smittet med kighoste er ifølge Sundheds- og ældreministeriet steget eksplosivt i år. Det får nu sundhedsministeren til at opfordre til vaccination.

- Vi har en vaccine, der virker. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får mindet alle forældre om det ansvar de har – husk at få jeres små børn vaccineret! På den måde kan vi også alle være med til at begrænse konsekvenserne af epidemier som den, vi ser nu, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ifølge en pressemeddelelse fra Sundheds- og ældreministeriet.

Det er især babyer i alderen fra nul til et halvt år, der er i farezonen, fortæller læge Rikke Hjorth Westh.

- Den er farlig, fordi små babyer ikke har nogen hosterefleks. Og når man har kighoste, så hoster man rigtigt meget. Og så har man svært ved at få luften ind bagefter. Så små babyer de kan sagtens dø af at have kighoste, siger Rikke Hjorth Westh, formand for PLO Bornholm.

Ifølge Statens Serum Institut er antallet af smittede steget voldsomt hen over foråret og sommeren. Til og med august er der påvist 1.323 tilfælde.

- Vi skal tage sådan noget her alvorligt – det gælder særligt alle os forældre. I regeringen prioriterer vi vaccinationer til alle og beskyttelse mod alvorlige sygdomme højt. Helt konkret er Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut i øjeblikket ved at foretage en sundhedsfaglig vurdering af, hvordan udbruddet af kighoste bedst håndteres, siger Magnus Heunicke.

På Bornholm har der i år været fem tilfælde af kighoste. Samme antal som hele sidste år.