Julemarked i Nexø udskudt til næste år

Det var meningen, at man allerede i år skulle kunne opleve julemarked på havnen i Nexø, men planerne er blevet skubbet til 2020.
Når kalenderen om mindre end tre måneder viser den 1. december, bliver det uden julemarked i Nexø. Det var ellers meningen, at der hver weekend i december skulle være julemarked på Nexø Havn med bornholmske fødevarer og kunsthåndværk, men arrangørerne har måttet skubbe julemarkederne til næste år.

-Vi har været under meget stort tidspres og har ikke haft mulighed for at få alle detaljerne på plads til at kunne komme i gang i år, lyder det fra initiativtager Pernille Bülow i en pressemeddelelse.

Første gang, der bliver julemarked på havnen i Nexø, bliver derfor fredag den 27. november 2020.

Pernille Bülow har selv oplevet flere besøgende i sin butik i Svaneke:

-Seneste vinter var der pludselig kunder i butikken hele tiden, og det fik mig til at gribe chancen nu, hvor andre gode kræfter på Bornholm er med på, at Vinter-Bornholm skal blive en realitet, og hvor det er blevet billigt at tage en weekend på Bornholm, fortæller hun.

Det er meningen, at julemarkedet skal være hele Bornholms julemarked.

-Og min grundidé til julemarkedet er, at det skal være en spændende, lækker og anderledes oplevelse, hvor alle sanser blive sat i spil for både turister og bornholmere, siger Pernille Bülow.