Slagtilfælde: Flere skal på hospitalet i tide

En kampagne fra Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden skal beskrive symptomer på slagtilfælde, så flere kan overleve med få eller slet ingen mén.
Hvert år får 12.000 danskere et stroke - også kaldet slagtilfælde - som er betegnelsen for en blødning eller blodprop i hjernen. Symptomerne er dog ofte diffuse, og derfor ringer mange danskere ikke efter hjælp hurtigt nok.

Derfor igangsætter Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden i dag kampagnen "Stræk, Snak og Smil" for at udbrede kendskabet til symptomer på et slagtilfælde og dermed øge chancerne for at overleve uden væsentlige mén.

Det skriver Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden i en pressemeddelelsen.

Oplever man for eksempel en person, der pludselig ikke kan løfte armen, tale normalt eller smile, så kan det være et slagtilfælde, og man skal ringe 1-1-2 med det samme.

De seneste år er lægernes mulighed for at behandle slagtilfælde blevet markant bedre, men behandlingen er afhængig af, at patienterne kommer ind i tide. Og det sker for sjældent.

- De fleste mennesker ønsker ikke at være til besvær, og det kan være vanskeligt fx at ignorere sin ældre mors ønske om ikke at ringe 1-1-2. Men det er det rigtige at gøre, hvis man er i tvivl, udtaler Christina Rostrup Kruuse, professor og overlæge på Herlev Gentofte Hospital og medlem af Dansk Råd for Genoplivnings bestyrelse, i pressemeddelelsen.

Ikke alle, som får et slagtilfælde, kan få glæde af de nye behandlingsmuligheder. Det kan blandt andet skyldes, at de i forvejen får medicin, som vil reagere skidt i sammenspil med behandlingen for et slagtilfælde.