Hjemvendt Rønne-præst fortæller om livet i felten

Sognepræst Ulla Skou er netop vendt hjem til Bornholm efter 7 måneders udsendelse som feltpræst i Afghanistan.
Livet som feltpræst i et krigshærget land er ikke en dans på roser. Men for Ulla Skou, der til daglig er præst ved Sankt Nicolai Kirke i Rønne, har udsendelsen som feltpræst givet både stor respekt for de danske udsendte - men også et nyt syn på vores eget land og den velfærd, som man nemt kan komme til at tage for givet.

- Man bliver mere ydmyg overfor krav og forventninger. I Kabul var det sådan, at det var en glæde, når noget virkede. Det var ikke en selvfølge, det var en glæde. Og det synes jeg egentlig godt, vi kan tage med os i det daglige. At være taknemmelige for det, vi har og kan og må, fortæller Ulla Skou i tirsdagens udgave af Mellem Os.

Ulla Skou færdedes dagligt både blandt de 160 danske udsendte og blandt de lokale afghanere, som i fascination af den kvindelige danske præst gav hende det særlige tilnavn "Ulla the Mullah".

Særligt indtryk gjorde de unge afghanske kvinder, som kæmper deres egen kamp for frihed og ligeværd i det krigshærgede land.

- Den almindelige afghaner, kvinde eller mand, længes efter et almindeligt fredeligt liv i sit land. Og til det hører, at de iagttager og bliver inspireret af de vestligt udsendte. Som for eksempel sådan en bornholmerpræst som mig, fortæller Ulla Skou.

I de fire danske lejre i Kabul og omegn var feltpræstens opgaver primært at stå for kirkelige handlinger som f.eks. gudstjenester, og at være til rådighed som samtalepartner for de udsendte mænd og kvinder. I videoen ovenfor kan du høre Ulla Skou fortælle, hvad det var, hun kunne hjælpe soldaterne med.

I den kommende tid kan man møde Ulla Skou og høre om hendes oplevelser og indtryk som dansk feltpræst i Afghanistan i en række foredrag rundt om på øen:

Den 1. november kl. 14 i Aakirkeby og Pedersker menighedskreds.

Den 12. november kl. 19 i KFUM Rønne.

Den 16. januar kl. 14 og den 23. januar kl. 19 i Rønne Kirkes præstegårdslade.