Uro på skole og i kolonihaveforening

Weekenden bød på flere uroskabende elementer. Politiet måtte både forbi Aavangsskolen og kolonihaveforeningen Fælleshåb for at dæmpe gemytterne.
En pedel på Aavangsskolen kontaktede fredag klokken 20.26 Bornholms Politi, fordi en gruppe unge opholdt sig på Aavangsskolen i Rønne.

Her kørte de ifølge døgnrapporten rundt på knallerter, støjede og skabte utryghed. Politiets patrulje på stedet "formanede" de unge.

Ifølge døgnrapporten fortalte pedellen desuden politiet, at han jævnligt fjerner knuste flasker efter weekenderne.

I kolonihaveforeningen Fælleshåb i Rønne måtte politiet sent lørdag aften gå hårdere til værks. Her endte en 43-årig på bagsædet af politibilen efter at have spillet høj musik.

- Patruljen blev modtaget med skældsord, og der var ingen forståelse for, at der skal tages hensyn til naboerne, skriver Bornholms Politi i døgnrapporten.

En ekstra patrulje måtte tilkaldes, og den 43-årige blev anholdt og endte med en overnatning i detentionen.