Holmgaard starter egen fodboldskole

Bornholm er blevet en fodboldskole rigere. Her kan man kan få personlig træning af den tidligere NB Bornholm-træner Lasse Holmgaard.
Nu kan man få individuel og helt personlig hjælp til at blive bedre til at spille fodbold.

- Jeg elsker fodbold, og det har jeg altid gjort. Jeg har nydt det selv som ung, og jeg vil rigtig gerne være med til at udvikle de unge mennesker på øen. Så jeg synes, at det er oplagt, siger Lasse Holmgaard, der har startet Holmgaards Fodboldskole.

Lasse Holmgaard har tidligere været spillende træner for fodboldholdet NB Bornholm. Siden har han været forbi BK Frem som træner. Nu er han så retur på Bornholm, hvor han har startet sin egen fodboldskole.

- Jeg vil rigtig gerne give dem der har den samme lyst og iver som jeg havde, mulighederne for at dygtiggøre sig lige her og nu. jeg har også en karriere som spiller og træner, hvor jeg selvfølgelig har en masse kontakter til at få dem de rigtige steder hen, siger Lasse Holmgaard.

Lasse Holmgaard tilbyder både fodboldtræning for grupper og enkeltpersoner.