Wonder: Nyt Madarrangement er udsolgt

Bornholm er mere end røget sild, og det skal en ny aktivitet på Wonder vise festivalgæsterne. Selvom arrangementet koster 50 kroner, er alle 50 billetter udsolgt.
De gæster, der nåede at få billetter til aktiviteten med titlen Smag af Wonder skal introduceres til, hvordan bornholmske urter kan bruges i cocktails med lokalproduceret drikkevarer.

Thomas Guldbæk, der er formidlingschef og naturvejleder på Gården har samlet de producenter og en enkelt bornholmsk cocktail-mixer, der skal trylle cocktails og snaps med forskellig smag frem. Naturvejlederen har selv været en tur rundt om Wonderfestiwall for at finde urterne.

Selvom det er første gang, Wonder forsøger sig med aktiviteten, er den særdeles populær, og alle billetter er udsolgt. Thomas Guldbæk er glad for fremmødet og håber, gæsterne får en ny viden med sig hjem.

- Jeg håber, de lærer nye smage at kende og får lyst til at prøve kræfter med cocktailsene derhjemme.

- Gæsterne kan også lære noget om kulturarv. Bornholm har nemlig en anderledes måde at lave snaps på end i resten af Danmark. Her har man tradition for at bruge en enkelt urt, mens man blander mange urter i andre egne af landet, siger Thomas Guldbæk.

Efter dagens arrangement får gæsterne en snaps med hjem, de selv har smagt til.