Landmændene kan være på vej mod rekordhøst

Det ser rigtig godt ud. Det er meldingen fra formanden for Landbrug og Fødevarer på Bornholm. Det er særligt vårbyg, hvede og rug der har klaret sig godt.
Sidste år var en katastrofe for landmændene. I år er selvsamme landmænd på vej mod rekordhøst.

- Det vi har høstet indtil videre, det ser rigtig godt ud, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen, der er formand for Bornholms Landbrug og Fødevarer.

Det er særligt vinterbyg, hvede og rug der ifølge formanden har klaret sig rigtig godt ude på markerne. Og selv om der endnu mangler at blive høstet en hel del, så er vurderingen, at de bornholmske landmænd kan være på vej mod en rekordhøst.

- Det er klart. Stemningen er jo meget bedre i år end den var sidste år. Sidste år var en katastrofehøst, og i år ser det ud til at blive en rigtig fin høst, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Det er kombinationen af mild vinter, et godt forår og passende mængder sol og vand i løbet af sommeren der har gjort udslaget. Og så er sidste års tørke og katastrofehøst faktisk også en del af forklaringen.

- Der må være en smule næringsstoffer tilbage fra sidste år, som vi ikke fik brugt, fordi kornet ikke blev til noget sidste år, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Sidste års tørke var en katastrofe for mange bornholmske landmænd, men med udsigt til endog rigtig gode høstudbytter, så vurderer Lars-Ole Hjorth-Larsen, at øens landmænd kan ånde lettet op.

- Havde vi fået en lige så dårlig høst som sidste år, igen i år, så var der nogle, der havde lukket. Det er jeg ret sikker på. Dermed kan man også vende den om og sige, at med en rigtig god høst i år, så går det nok for os alle sammen, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.