Løb en tur og spis kage med god samvittighed

For de bornholmske LSD-løbere handler søndagens løbetur lige så meget om at løbe som at hygge sig sammen.
Hver søndag klokken 10 mødes en flok løbere for at løbe en tur. Der er ikke noget fast mødested, for de løber et nyt sted hver gang. I dag begyndte turen ved Hammerhavn.

Det skiftende sted er dog ikke det eneste, der adskiller gruppen af løbere fra andre.

Efter den to timer lange løbetur finder de nemlig kaffekander, kage og hjemmelavet snaps frem, og så bliver der ellers snakket om løst og fast.

- Det er simpelthen de bedste legekammerater at have om søndagen. Det er socialt samvær og nogle fantastiske ture, vi er ude på, siger Charlotte Bjørnhof, der har løbet med i mange år.

Der er tale om såkaldt LSD-løb, som står for long slow distance, altså at løbe langt i lavt tempo.

- Oprindelig var det sådan lidt restitutionsløb. Når man havde haft nogle hårde træningspas i løbet af ugen, så skulle man ud på sådan en lidt mere rolig tur i weekenden, siger tovholder Kirsten Kyndesen og fortsætter:

- Under det meste af turen bliver der, så vidt det er muligt, også snakket meget. Man skal helst kunne høre, at de snakker bagved, for så ved man, at tempoet er korrekt.

LSD-løberne mødes igen næste søndag - denne gang på Balka.