Fodboldklubber håber på samarbejde trods afslag

Fire bornholmske fodboldklubber har fået afslag af DBU Bornholm i en ansøgning på et klubsamarbejde. Klubberne håber dog fortsat på en løsning.
De bornholmske fodboldklubber ØIF, ASG, NB Bornholm og Midtbornholm har en plan.

- Vi har snakket om, vi skulle lave et større samarbejde på seniorplan her på øen, fordi det synes jeg, vi mangler, siger Kasper Ramussen, sportschef i Midtbornholm.

Planen om et samarbejde til den kommende sæson er dog blevet afvist. Det er DBU Bornholm, som skal give dispensation til, at samarbejdet kan blive til virkelighed, men det har organisationen afvist blandt andet med begrundelse om, at ansøgningen er sendt for sendt ud.

- Det synes vi, ikke rigtig vi kunne, fordi det sportslige skulle gå sin gang først med kvalifikationskampe osv. Og bestyrelsen mener ikke nødvendigvis, at det er dem, der kan træffe beslutningen, fortæller Kasper Rasmussen.

Klubberne er ærgerlige over afslaget, men vil fortsat kæmpe for at skabe et samarbejde, der gør, at den enkelte spiller eksempelvis ville kunne spille Københavnsserie i NB Bornholm, men samtidig også have en supplerende spillertilladelse i sin moderklub.

- Vi vil gerne samarbejde stadigvæk, og vi har også positive tilkendegivelser fra mange af de andre klubber.

- Men jeg synes jo også, at man fra DBU Bornholms side skulle komme lidt ind i det, og de klubber, der måske ikke var med første gang, skal melde sig ind. Så skal vi have snakket om, hvordan vi kan skrue det her sammen, og om det er realistisk at lave det helt store samarbejde, fordi det er det, der skal til, afslutter Midtbornholms sportschef.

Se mere til klubsamarbejde i vores nyhedsudsendelse klokken 19:30.