Organiseret narkohandel igen fremme i lyset

Politiet offentliggjorde i går øens største narkobeslaglæggelse nogensinde, men det er langt fra første gang, politiet afslører organiseret narkokriminalitet.
Beslaglæggelse på knap seks kilo amfetamin og 4300 ecstasypiller er det seneste eksempel, men narkotikahandel har i mange år været et problem, der har tæret på det bornholmske samfund.

I 2012 blev 21 personer dømt i et større sagskompleks, hvor Bornholms Politi blandt andet via telefonaflytninger og vidneudsagn dokumenterede omfattende handel med især hash og amfetamin.

Den formodede hovedbagmand var en dengang 38-årig bornholmer. Han fik otte års fængsel for handel med et ton hash; en aktivitet som bagmanden ifølge politiet havde tjent 10,5 millioner kroner på.

En anden af bagmændene fik syv års fængsel for at sælge mellem 2,75 kilo og 17 kilo amfetamin. Ifølge politiet var handlen dengang organiseret, og bagmændene havde et netværk af unge under sig.

Den store beslaglæggelse, som politiet offentliggjorde i går, bygger på et tip fra en borger. Og ifølge politiet er netop samarbejdet mellem politi og borgere vigtigt for at komme narkohandlen til livs.

Hvis du har oplysninger om narkotikahandel skal du kontakte Bornholms Politi. Enten på telefonnummer 114, via politi.dk eller på politiets mobilapp.