Bornholmerne bedre til at betale ejendomsskat

På tre år er bornholmernes gæld i ejendomsskat faldet fra 8 til 5 mio. kr. Årsagen er en forbedret indsats fra kommunen, som nu frygter overdragelsen til staten.
I de seneste tre år, hvor landets kommuner har stået for opkrævning af ejendomsskat, er restancerne faldet markant. Det gælder i hele landet og det gælder på Bornholm.

- Vi er nok gået mere i dialog med borgerne end SKAT gjorde og vi har været meget aktive med hensyn til, at hjælpe folk med at tilmelde deres regning til betalingsservice og gøre opmærksom på, at de skal tjekke deres e-boks, fortæller Stine Hansen, økonomichef i Bornholms Regionskommune.

Fra 2016-2018 er bornholmernes gæld i ejendomsskat faldet fra 8 til 5 mio. kr. og samme tendens ser man i resten af landet.

- Derfor ærgrer det også mig, at staten nu vil tage denne opgave tilbage, siger Stine Hansen og uddyber.

- Et er, at vi løser opgaven bedre, noget andet er, at vi stadig skal opkræve penge for skorstensfejning, rottebekæmpelse og renovation. Så vi skal fortsat lave en regning til borgerne, da det kun er én linje - altså beløbet med ejendomsskatten - som forsvinder, forklarer Stine Hansen.

Hun bakkes op af Borgerservice Danmark, foreningen af landets borgerservicechefer, som har samlet tal for udviklingen i de seneste tre år, hvor kommunerne har stået for opgaven med at opkræve ejendomsskat. Tallene viser et fald i restancer på 90 pct. i gennemsnit for alle landets kommuner.

- Der er jo et stort pres på økonomien, både hos os og i alle andre kommuner. Ejendomsskatterne skal finansiere velfærd – fra børnepasning til ældrepleje og idrætsanlæg. Derfor er det afgørende, at pengene kommer ind. Jeg håber virkelig, at den nye regering vil genoverveje den beslutning. Hvis gælden igen får lov at stige, vil det ramme kernevelfærden i kommunerne, siger Lejres borgmester, siger Carsten Rasmussen (S) til kommunen.dk.

Skatteordfører for De Radikale, Kathrine Olldag, lover at følge op på sagen.

- Det er jo helt vanvittigt, når det lykkes kommunerne at opdrive 90 pct. af restancerne fra tiden, før de stod for opkrævningen. Det fortæller mig, at opgaven selvfølgelig ligger bedst hos kommunerne, og hvorfor lave om på en ordning, som fungerer, siger Kathrine Olldag, som vil gøre sit for at omgøre beslutningen.

En sidste anke fra økonomichef Stine Hansen fra Bornholms Regionskommune lyder:

- Staten vil fremover indkræve ejenedomsskatten over skattebilletten, hvilket egentlig er fint nok, men hvad hvis folk ikke betaler skat i Danmark. Hvem skal så opkræve ejendomsskatten. Det har vi ikke fået svar på, slutter Stine Hansen og gør opmærksom på de udlændinge, som eksempelvis ejer et sommerhus på Bornholm.