Ny vandboring i Klemensker

Klemensker Vandværk har fået tilladelse til at genoptage vandindvindingen fra et område nord for Præstemosen - og tilladelse til en ny boring.
Der skal bores efter vand i Klemensker. Center for Natur, Miljø og Fritid har netop givet Klemensker Vandværk tilladelse til at lave en ny boring.

På trods af den nære beliggenhed til sø og å, ventes indvindingen ikke at ville påvirke disse, skrives det på kommunens hjemmeside. Den nye boring beskrives videre således:

- Boringen er 100 m dyb og indvinder fra sprækker i grundfjeldet, mens søen og åen ligger over vandtætte lerlag og primært er regnvandsfødede.

Historisk set er dette også blevet påvist i bl.a. 2001, står der videre på hjemmesiden:

- Der var omfattende vandindvinding frem til 2001, uden at Præstemosen blev tørlagt.

Klemensker Vandværk har ligeledes fået tilladelse til at genoptage vandindvindingen fra et område nord for Præstemosen i Klemensker. Både denne og den nye boring, samt en pejleboring, vil blive fulgt nøje af kommunen.

Sluttelig skrives det, at ønsker man at klage over denne afgørelse, så skal det ske til Miljø- og Fødevareklagenævnet.