Uanmeldt gæst dukkede fuld op på politistationen

En 16-årig beruset mand dukkede op på politistationen i Rønne i nat, hvor han nægtede at forlade stedet. Han sov rusen ud i detentionen.
Politistationen i Rønne fik i nat klokken 01.07 en uventet gæst på besøg. En 16-årig mand dukkede op og nægtede at forlade stedet. Derudover overfusede han verbalt personalet. Han blev sat til afrusning i detentionen, fremgår det af politiets døgnrapport.

Derudover var politiet i morges forbi en borger på Johnsens Tværvej i Rønne, der blev bedt om at dæmpe sin musik af hensyn til naboerne.

Sidst meddeler døgnrapporten også resultaterne af en færselskontrol på Nordbornholm i går. To bilister står til klip i kørekortet for overtrædelse af fartgrænsen, én bilist er sigtet for at køre venstre om et helleanlæg, og otte bilister har fået en parkeringsafgift for at parkere ulovligt på busholdepladsen ved Hammershus.