Live førstehjælp, livredning og badesikkerhed

LivredderPatruljen kommer til Bornholm og sætter badesikkerhed på dagsordenen. De starter på Balka i dag, og tager til Sandvig i morgen.
Standgæsterne ved Balka kan i dag føle sig ekstra trygge, når de bader. Stranden får nemlig besøg af LivredderPatruljen, der tager rundt i hele Danmark og sætter fokus på badesikkerhed. Nu er turen kommet til Bornholm.

Livredderne kommer til at demonstrere badesikkerhed, livredning og førstehjælp ”live” og strandens gæster har mulighed for at deltage i livredningsaktiviteter. Der vil blive vist udstyr frem, samt hvordan du bjærger en nødstedt og giver hjertelungeredning. Derudover får gæsterne et par gode råd med på vejen om sikkerhed i og med vand.

Derudover vil der for børnene være nogle sjove og lærerige lege og konkurrencer, der handler om badesikkerhed.

I dag foregår det på Balka Strand mellem klokken 11.00-15.00, og i morgen er de taget til Sandvig Strand i samme tidsrum.