FV19: Wermelin mener naturen er under pres

Socialdemokratiets naturplan, der er lanceret i dag, har til formål fremtidssikre naturen.
Den naturplan som Socialdemokraterne i dag har sendt ud i valgkampen, skal fremtidssikre den danske natur og gøre den mere tilgængelig.

- Vores natur er under pres. Danske fugle, bier og plantearter er på tilbagegang, og det skal vi tage alvorligt. Derfor præsenterer vi i dag et ambitiøst naturudspil med mere vild natur, markant mere urørt skov og bedre adgang til naturen, siger Lea Wermelin, der i dag er på Ertholmene for at føre valgkamp.

- Vi skal passe langt bedre på vores unikke natur, og der har regeringen desværre trukket i den forkerte retning med landbrugspakken, dårligere beskyttelse af vores vandløb og en opgivelse af nationale naturmål. Vi vil en helt ny og meget mere grøn retning for Danmark. Og det er i høj grad også det, som valget den 5. juni handler om, siger den socialdemokratiske kandidat.

Hun oplyser, at finansieringen er en del af Socialdemokraternes økonomiske 2025 plan.