FV19: S vil folkeskolen fremfor privatskolen

Den socialdemokratiske folketingskandidat, Lea Wermelin, forsvarer sit partis ønske om at sænke koblingstilskuddet til privatskolerne.
Den bornholmske folketingskandidat for Socialdemokratiet, Lea Wermelin, står fast på sit partis ønske om at sænke tilskuddet til privatskolerne.

Det sker, efter at Venstres Peter Juel Jensen tidligere i dag understregede, at han er lodret uenig i dén idé.

- Det er at sparke en åben dør ind, når Venstre går til valg på at bevare friskoler. Dem er der ingen, der vil lukke. Men med den nuværende regering er støtten til vores folkeskoler faldet markant med over en milliard kroner. I samme periode er støtten til fri- og privatskoler steget med 800 millioner kroner, og det gælder også støtten til de rigeste privatskoler. Tilskuddet til privatskoler har faktisk aldrig været højere, og derfor foreslår vi at rulle det tilbage til et tidligere niveau, lyder det fra Lea Wermelin, der i samme ombæring understreger, at hun og Socialdemokratiet vil arbejde for, at folkeskolen bliver forældrenes naturlige førstevalg - i det omfang, det er muligt:

- Folkeskolen løfter en af de vigtigste opgaver overhovedet i vores velfærdssamfund. Men samtidig skal vi selvfølgelig tage højde for, at vi på Bornholm har været ramt af en stram kommuneøkonomi, som har betydet skolelukninger i mange mindre byer. Derfor vil det være helt naturligt, at friskoler, der har erstattet en folkeskole i et lokalområde, skal have mere i støtte end rige privatskoler i de store byer. Det, synes jeg, kun er rimeligt. Så ingen grund til skræmmekampagne fra Venstres side.