Snorrebakken: Lovbrud større end BRK erkendte

Administrationen i Bornholms Regionskommune har – trods advarsel tidligt i forløbet – brudt loven gentagne gange i forløbet omkring Snorrebakken. Derudover drog direktionen fejlfulde konklusioner i sin egen gennemgang af sagen. Det vurderer en juraprofessor, som TV 2/Bornholm har forelagt forløbet.
Nogle af håndværksopgaverne på Snorrebakken i Rønne var af en sådan størrelse, at kommunen burde have sendt dem i licitation.

Men i stedet for at spørge alle, inviterede den ansvarlige medarbejder på projektet kun en lukket kreds af håndværkere til at komme med deres bud på opgaverne – og det var i strid med tilbudsloven.

Sådan lyder vurderingen i dag fra Michael Steinicke, juraprofessor og ekspert i udbuds- og tilbudsret ved Aarhus Universitet, som TV 2/Bornholm har forelagt forløbet.

- Det ser ud til, at beløbsgrænsen er overskredet, og at der skulle have været foretaget en egentlig licitation, siger Michael Steinicke.

Lovbruddet består i, at administrationen i et tilfælde inviterede to håndværkere til at komme med deres bud på en el-entreprise (et såkaldt underhåndsbud, red.), mens man kun har spurgt én entreprenør, hvor meget hans firma skulle have for at udføre tømrer- og murerarbejdet på stedet - dvs. uden nogen form for konkurrence eller afprøvning af markedet.

Og det er altså i strid med loven på området, lyder det nu.

Administration drog fejlkonklusion
Kommunens administration blev før påske gjort opmærksom på, at der muligvis var noget galt med dens håndtering af netop udliciteringen af håndværksopgaverne på Snorrebakken.

Claus Stensgaard Jensen, koncerndirektør i Bornholms Regionskommune, gennemgik derfor sagens dokumenter over påsken, og tirsdag d. 23. april lød hans konklusion så, at der kun var sket én fejl i forløbet.

Hans vurdering var nemlig, at administrationen burde have indhentet ét tilbud mere på murer- og tømrerentreprisen, eller at den alternativt skulle have foretaget interne beregninger på, hvad kommunen selv ville have kunnet udføre opgaven for.

Men sådan hænger det ifølge juraprofessor Michael Steinicke ikke sammen.

Den forventede, samlede økonomiske ramme for anlægs- og byggeprojektet på Snorrebakken samt størrelsen på de to håndværksentrepriser er nemlig af en sådan størrelse, at kommunen ifølge loven skulle have foretaget en egentlig licitation; altså skulle samtlige håndværkere i landet i princippet have haft mulighed for at komme med deres bud på opgaverne.

- Der er jo en årsag til, at man har nogle lovmæssige bagatelgrænser for, hvornår man som offentlig myndighed skal i licitation. For når en opgave kommer over en vis grænse, så skal det offentlige ikke længere selv have lov til at bestemme, hvem man vil invitere - så skal man invitere bredt. Simpelthen for at sikre at så mange som muligt får mulighed for at deltage i konkurrencen om den her kontrakt, forklarer Michael Steinicke.

Kommunen blev advaret undervejs
Men problemerne stopper ikke her.

Af en aktindsigt, som TV 2/Bornholm har fået i sagen, fremgår det nemlig, at i hvert fald lederen af ejendomsservice, som har stået med det praktiske ansvar for håndteringen af opgaverne på Snorrebakken, var blevet advaret om, at administrationen var i færd med at bryde loven på området.

Af korrespondancer internt i kommunen kan man nemlig læse, at en medarbejder fra kommunen allerede i februar i år advarede den ansvarlige leder af ejendomsservice om, at han ikke havde styr på reglerne.

En advarsel, der altså ikke blev handlet på, om som ifølge TV 2/Bornholms foreløbige oplysninger ikke kom videre til den øverste ledelse, før det altså var for sent.

Og det er ifølge juraprofessor Michael Steinicke problematisk.

- Hvis der er en medarbejder, som har påpeget, at der kan være et potentielt problem her, så bør man jo som kommune have reageret på det med henblik på at få bragt tingene i orden, siger Michael Steinicke. Han tilføjer:

- Man kan måske have en frygt for, at her ikke er tale om et engangstilfælde, og hvis ikke rutinerne er på plads, kunne man jo også godt have en frygt for, at det kunne ske igen.

Ekstern revision undersøger sagen
Kommunaldirektør Johannes Nilsson er på ferie i dag, men koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen fortæller, at kommunen selv er blevet bekendt med problemet, og at man derfor nu har fået ekstern revision til at kulegrave forløbet.

- Vi er selv ved at undersøge (sagen, red.), og det, man gør i en kommune, hvis der er noget, man er usikker på, og der opstår tvister mellem fagpersoner, som der har været i den her sag, det er, at vi spørger vores revision, så jeg har fået ekstern revision på opgaven, siger Claus Stensgaard Jensen.

- Du brugte din egen påske på at kigge på de her udbud og på, hvordan de var blevet håndteret, og din vurdering var, at der skulle have været foretaget et underhåndsbud på tømrerentreprisen eller, alternativt, at I skulle have foretaget et internt kontrolbud. Det er så heller ikke rigtigt, lyder det fra den ekspert, vi har talt med. Var det godt nok så?

- Nu ved vi jo ikke, om jeres ekspert har ret, det er jo det, derfor jeg har inddraget vores revision. Jeg har talt med dem i dag lige umiddelbart før, I kom, og svaret er, at det her er så komplekst, at det kan de ikke bare sådan lige give et svar på helt kort. (...) Så vi afventer naturligvis, hvad deres svar er på det.

TV 2/Bornholm arbejder videre på sagen om Snorrebakken, og ligger du inde med informationer, der kan have relevans i sagen, så hører vi meget gerne fra dig på loen@tv2bornholm.dk eller tlf. 4239 3299.