Drikkevandet skal undersøges for farligt giftstof

Bornholms Regionskommune og resten af landets kommuner skal teste for pesticidet chlorothaloniol-amidsulfonsyre, der mistænkes for at kunne give skader på arveanlæggene.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil bede alle kommuner om hurtigst muligt at teste deres drikkevand for pesticidet chlorothaloniol-amidsulfonsyre.

Det skriver dr.dk.

Årsagen er, at stoffet, der mistænkes for at kunne give skader på arveanlæggene og være kræftfremkaldende, er fundet i to drikkevandsboringer.

Chlorothaloniol-amidsulfonsyre blev brugt i produktion af hvede, kartofler, ærter og løg i perioden fra 1986 til 2000 og har hidtil ikke været på listen over stoffer, som vandværkerne kontrollerer.

- Jeg beder kommunerne om at teste det, fordi jeg vil være sikker på, at det ikke er i vores drikkevand. Vi ser på det med stor alvor, fordi det kan være skadeligt for vores arveanlæg, siger Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen til dr.dk.

Det kan ifølge Miljø- og fødevareministeriet tage et par måneder, inden man ved, hvor udbredt stoffet er i drikkevandet.