Borgmester undrer sig over Danielssons kritik

Borgmester Winni Grosbøll står uforstående over for René Danielssons ønske om en ny redegørelse. Og så afviser hun René Danielssons kritik.
Borgmester Winni Grosbøll fra Socialdemokratiet svarer på kritik fra kommunalbestyrelsesmedlem René Danielsson fra Dansk Folkeparti, der har fremsat kritik ad flere omgange. Både i går, mandag aften og i sidste uge nemlig fredag aften.

Et af kritikpunkterne går på, at kommunalbestyrelsen traf beslutning om samling af administrationen på det tidligere uddannelsescenter Snorrebakken på en såkaldt skrabet løsning, der var halvt så dyr, og som senere har vist sig at være urealistisk. Blandt andet fordi den skrabede løsning var uden ventilation.

I redegørelsen, som René Danielsson har bedt om, og som blev udarbejdet og afleveret fredag, fremgår det, at der har været flere løsninger i forskellige prisklasser fremme. Og her stiller Danielsson spørgsmålstegn ved, hvem der har efterspurgt den såkaldt skrabede løsning. Og om den politiske ledelses eventuelle kendskab til forskellige løsninger på forhånd. Og til det er svaret klart fra borgmester Winni Grosbøll:

- Nej. Jeg har ikke på noget tidspunkt hørt, at man opererede med skrabede modeller eller dyre modeller eller midt imellem modeller.

Derudover ønsker René Danielsson sig også en ny redegørelse.

- Jeg forstår ikke helt, hvad det er, René (Danielssson) vil have en ny redegørelse om. Vi har brugt rigtig mange mandetimer på at indsamle materiale. Det har været så meget, at det ikke kunne sendes via e-mail, men måtte lægges på en USB-stik. Det siger lidt om omfanget af ting, der er blevet fundet frem for at tilfredsstille René (Danielsson). Så umiddelbart forstår jeg ikke, hvad det er, han vil have yderligere. Men det må vi tage en dialog om, fortæller Winni Grosbøll.

Kommunalbestyrelsen tager i maj eller juni stilling til, om flytningen af de kommunale medarbejdere skal fortsætte, eller om der skal findes en anden løsning.

Hør mere om det i nyhederne i aften på TV 2/Bornholm.

De andre partier i kommunalbestyrelsen er også blevet kontaktet. Og her siger Anne Thomas, viceborgmester fra Alternativet følgende:

- Jeg har læst redegørelsen igennem. Og jeg ikke kan genkende René Danielssons bekymring.

Kommunalbestyrelsesmedlem fra SF, Leif Olsen skriver i en sms:

- Nej, jeg har ikke umiddelbart nogen kommentar. Jeg har været bortrejst og har derfor endnu ikke mærlæst Danielssons nye kommentarer.

Morten Riis fra Enhedslisten og Bjarne Hartung Kirkegaard fra Kristendemokraterne har hverken taget telefonen eller svaret på vores sms´er.