Paragolf Bornholm får 30.000 kroner

Golfturneringen for spillere med udviklingshæmning eller et fysisk handicap har fået bevillinger fra flere fonde til at gøre fejringen af 10 års jubilæum endnu større.
Paragolf Bornholm Open fejrer i år 10 års jubilæum, og i den anledning har Bornholm Golfklub søgt flere fonde om midler til at gøre turneringen lidt mere speciel.

Nu har både Nordea Fonden, fonde under Parasport Danmark og Brd. Larsens Legat bevilliget penge til jubilæet. Samlet drejer det sig om cirka 30.000 kroner. Pengene skal gå til polo-shirts til spillerne og bedre forplejning til spillerne. Middagen bliver blandt andet udvidet fra en 2-retters til en 3-retters menu.

- Det er fantastisk at få den opbakning til turneringen, siger Flemming Schmidt, der er turneringsleder.

Han kan samtidig fortælle, at man forventer en rekordtilmelding til turneringen. Allerede nu ser det ud til at 66 spillere deltager i hovedturneringen.

Flemming Schmidt ser frem til, at turneringen endnu engang finder sted:

- Spillerne kommer fra både Tyskland, Holland, Sverige, og de kommer med så godt humør, siger Flemming Schmidt.

Turneringen bliver afholdt i dagene 27. - 29. maj.

I videoen kan du høre Flemming Schmidt fortælle mere om turneringen og jubilæet.