Bornholm har fået en europamester i skak

Stormester i skak, Jens Kristiansen føjede endnu en fornem titel til sit skak-cv, ved at vinde Senior EM i den ældste klasse, 65+, på den græske ferieø Rhodos.
Jens Kristiansen scorede flotte 8 point ud af 9 mulige. Dermed endte han 1 point foran den russiske stormester Yuri S. Balashov og 1½ point foran IM Nathan Birnboim fra Israel, der fik bronze.

Inden turneringsstart var Jens Kristiansen seedet til at blive nummer fire i turneringen. Udover pokal og førstepræmie, kan Jens Kristiansen se frem til at blive inviteret til Senior VM i 2020 på fordelagtige betingelser.

Dansk Skak Unions formand, Poul Jacobsen, glæder sig over det fine resultat på Rhodos:

- Skak kan spilles på højt niveau hele livet, det er Jens Kristiansen et levende bevis på. For få år siden fik Danmark to unge europamestre i U14 og U18-klassen, dejligt at de ældre generationer også kan vise Danmarks styrke på brættet.

Jens Kristiansen hidtil bedste resultat kom i 2012 hvor han blev seniorverdensmester. Dengang var der ikke som nu to grupper, en 50+ og en 65+ gruppe, men kun en gruppe for alle spillere over 60 år.

Derudover har Jens Kristiansen vundet danmarksmesterskabet tre gange i 1979, 1982 og 1995 samt Senior NM i 2013 på Bornholm. Ligeledes har han repræsenteret Danmark ved fire Skakolympiader.

Tidligere på året blev Jens Kristiansen tildelt Bornholms største og fornemste sportspris, Sport of Excellence, med æren fulgte en check på
25.000 kr.