Molslinjen: Færgen var ikke overbooket

Det var en fejl og ikke en overbooket færge, der var skyld i, at flere passagerer blev spurgt, om de ville ændre deres billet, lyder det fra Molslinjen.
Det var ikke kun en varebil med dagens aviser, der natten til lørdag blev afvist ved færge-lejet i Køge.

Det gjorde en familie, der kom 13 minutter før afgang også.

- Det er en beklagelig ting, når vi er nødt til at efterlade nogle på kajen, og det sker heldigvis virkelig sjældent, siger kommunikationschef for Molslinjen, Jesper Maack.

Familien blev tilbudt at køre til Ystad lørdag og komme over med færgen der, så den ikke skulle vente på en ny afgang i Køge.

Rederiet afviser overbooking, også selvom flere bilister har oplyst, at de blev ringet op af Bornholmslinjen og spurgt, om de ville lave deres afgang om.

- Vi har en lille fejl i vores bookingsystem, der har gjort, at det var muligt for få at booke efter færgen reelt var booket. Den computerfejl oplever vi heldigvis, og så får vi ringet til personerne og får dem ombooket til Ystad, fordi vi kan se, der er opstået en fejl, så færgen er mere fuld, end den skulle være, siger Jesper Maack.

Ifølge kommunikationschefen er overbooking en anden sag.

- Overbooking er noget man gør med vilje, fordi man forventer, at nogle bliver væk. Det gør vi ikke på nogle af færgerne, siger han.