Grosbøll: En ærgerlig, men hændelig, fejl

Fejl, ja de sker altså. Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra borgmesteren, efter administrationen i går udsendte sin version af forløbet i form af en redegørelse om den nu udskudte flytning af medarbejdere til Snorrebakken.
Det er en yderst ærgerlig situation, at Bornholms Regionskommune må udskyde planerne om at samle sin administration i det tidligere uddannelsescenter på Snorrebakken. Det mener borgmester Winni Grosbøll (Soc.dem.).

- Det er da mega ærgerligt. Det tror jeg, det er for alle involverede, siger hun.

Borgmesterens reaktion kommer efter, at administrationen i går kom med sin redegørelse af sagens forløb.

Problemet er, at kommunens ejendomsservice lavede en fejlvurdering af, hvor meget, der skulle investeres i lokalerne på Snorrebakken, for at de bl.a. lyd- og ventilationsmæssigt kunne blive godkendt af myndighederne.

En fejlvurdering, der har vist sig at gøre flytningen af administrationen flere millioner kroner dyrere, og som altså derfor nu påvirker det videre forløb.

Men selvom hele situationen ifølge borgmesteren er mega ærgerlig, så mener hun ikke, at det bør få konsekvenser for de ansvarlige medarbejdere.

- Det er en stor organisation, og når vi har travlt og har gang i mange projekter, så bliver der lavet fejlvurderinger en gang imellem. Dér, hvor det bliver en stor fejl, det er, hvis man ikke stopper op og handler på det eller tager ved lære af det, siger hun og tilføjer:

- Og det værste, der kunne ske, var i virkeligheden, hvis vi fik en kultur i Bornholms Regionskommune, hvor vi banker vores medarbejdere oven i hovedet, hver gang de laver en fejl - for så tror jeg, vi får nogle medarbejdere, der ikke tør ret meget, og dét har vi ikke brug for.

Kommunalbestyrelsen skal i maj eller juni tage stilling til, om flytningen af de kommunale medarbejdere skal fortsætte, eller om der skal findes en anden løsning.

Du kan se mere om sagen og borgmesterens reaktion i nyhedsudsendelsen på TV 2/Bornholm kl. 19.30.