Venlig opfordring fra fejemand: Smid skraldet ud

Der er rigeligt at tage fat på, når fejemaskinerne går i gang med forårsrengøringen i Rønnes midtby. Nu opfordres folk til at ramme skraldespanden fremfor gaden.
Kurt Kjøller er chauffør i Vej og Park i Bornholms Regionskommune. Han og kollegaerne fejer Store Torv i Rønne to gange om ugen her i påsken, og i højsæsonen bliver det til tre. De gør det uden at kny.

Men selvom Kurt og kollegaerne ihærdigt arbejder for at holde byen ren og pæn, så ser han meget gerne, at folk selv hjælper lidt til. Der er nemlig rigeligt med skraldespande til rådighed i Rønne midtby. Faktisk er der præcist 28 af slagsen.

- Løft lige låget op og put det derned i. Det letter vores arbejde, for ellers skal jeg gøre det manuelt. Maskinen kan ikke tage det hele, siger Kurt Kjøller.

Særligt om vinteren er der brug for, at folk ikke smider deres affald på gaden. For her kører fejemaskinerne ikke på grund af besparelser. Og det kan man godt se på torvet, når Kurt først kommer i gang.

- Cigaretskodder, engangsbærger og rester fra hurtigmenuer, lister Kurt Kjøller op. Men særligt én af synderne hober sig op på brostenene. Cigaretskodderne.

- Der ligger måske tusindvis. Altså det er et tæppe, når det er rigtig slemt, fortæller fejemanden.

Så hermed er den venlige opfordring givet videre: Ryd op efter jer selv, og smid affaldet ud i skraldespanden fremfor på gaden.