Danish Crown: De ansattes investering slutter nu

Om tre år er det slut med at de ansatte skal indbetale en del af deres løn til investeringer i Danish Crown. Det lover virksomheden i ny aftale.
Der blev sagt ja til en ny aftale mellem de ansatte på Danish Crown og slagteriet torsdag formiddag, og dermed blev der også sagt ja til, at de ansatte de næste tre år fortsætter med at investere deres løn i virksomheden - men så er det også slut, medgiver Danish Crown.

- Sådan noget som det her, det tror jeg ikke på, at det kan køre i al evighed. Og derfor tror jeg også, det er en klog beslutning, vi i fællesskab har truffet. Nu tager vi et NS2(navnet på medarbejderselskabet, red.) og så er det slut, fortæller produktionsdirektør Per Laursen.

Han understreger, at medarbejdernes investering har været en forudsætning for at gøre slagteriet i Rønne konkurrencedygtigt med de øvrige slagterier.

- Den barske del af det er jo, at hvis ikke det bliver konkurrencedygtigt, så er vi jo også forpligtede i forhold til vores ejere i at levere så stort et overskud som muligt, og så er jeg jo nødt til at flytte produktionen derhen, hvor jeg får den gennemført med færrest mulige omkostninger, fortæller han.

Ifølge slagterimedarbejdernes tillidsmand Thomas L. W. Hansen, så har en af de store frustrationer blandt medarbejderne også gået på diskussionen om, hvorvidt de fortsat skal indbetale en del af deres løn.

- Derfor har det også været vigtigt, og faktisk et krav under hele forhandlingsforløbet, at skal vi fortsætte indbetalingen, så skal vi have en garanti for at få vores penge tilbage. Og det gør vi i den her aftale, siger han.

I den gamle aftale har de ansatte indbetalt 4,2 procent af deres løn over de sidste fem år, og de penge får de kun tilbage, hvis virksomheden når målet om besparelser for 25 millioner kroner inden juni 2022.

I den nye aftale lyder det, at de ansatte fortsat skal indbetale 4,2 procent over de næste tre år. Til gengæld er de garanteret, at få mindst halvdelen tilbage, uanset virksomhedens resultater.