Flere flygtninge misser danskundervisning

Fraværet til danskundervisning blandt flygtninge og familiesammenførte er steget fra 2016 til 2018. På Bornholm er det mere end halvdelen, der bliver væk.
Mere end halvdelen af de flygtninge og familiesammenførte, der modtager danskundervisning på Bornholm, bliver væk fra undervisningen. Det viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ministeren er kommet med tallene fra 2016-2018, og tallene viser, at fraværet fra danskundervisning på Bornholm lå på 32,4 procent for kvinder i 2016, og 27,5 procent for mænd samme år. I 2018 steg fraværet til 52,1 procent for kvinder og 57,5 procent for mænd.

Kigger man på landsgennemsnittet, så er fraværet for kvindelige flygtninge og familiesammenførte steget fra 30 procent i 2016 til 34 procent i 2018. For mændene er stigningen gået fra 32 procent i 2016 til 43 procent i 2018.

Tallene er udgivet, fordi Beskæftigelsesudvalget i marts spurgte udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, om ministeren ville redegøre for fraværet fra danskundervisning blandt mandlige og kvindelige flygtninge og familiesammenførte i 2016, 2017, 2018 og de foreløbige tal for 2019.

Inger Støjberg siger, at en del af fraværet er lovligt fravær på grund af barsel, og på listen skelnes der ikke mellem lovligt og ulovligt fravær.