Tillidsmand: Glad for markant beslutning

Tillidsmand for slagteriarbejderne på Danish Crown i Rønne er glad for afstemningens resultat. Thomas Hansen var bekymret forud for dagens afstemning.
For kort tid siden forelå resultatet af den afstemning, der skulle afgøre, om slagteriarbejderne hos Danish Crown i Rønne ville sige ja eller nej til en ny arbejdsaftale. En aftale, der skal erstatte den særlige Lex Bornholm-aftale, der for knap fem år siden var med til at sikre slagteriet i Rønnes overlevelse. Mere end 2/3 stemte ja tak. Og det glæder tillidsmand for NNF, Thomas Hansen:

- Jeg er rigtig glad for at kollegaerne har set det fornuftige i at stemme ja. Endda et meget markant ja, som vi har været lidt bekymrede for, siger Thomas Hansen til TV 2/Bornholm.

Bekymringen gik blandt andet på modstanden omkring, at medarbejderne fortsat skal indbetale 4,2 procent af lønnen til et medarbejderselskab. Hør mere i videoen ovenover.