Nu stemmer slagterimedarbejderne om ny aftale

Ca. 200 slagterimedarbejderne fra Danish Crown i Rønne stemmer i disse timer om, hvorvidt de vil siger ja eller nej til en ny slagteriaftale, der skal sikre driften på Bornholm seks år frem.
Medarbejderne på Danish Crown-slagteriet i Rønne stemmer her til formiddag om en aftale, der skal sikre driften af slagteriet de kommende seks år.

Medarbejderne skal - ligesom de forpligtede sig til i den gamle aftale - fortsat indbetale 4,2 procent af deres løn til et medarbejderselskab, hvor de modsat før har en garanti for at få mindst halvdelen af pengene tilbage. Ligesom de med aftalen vil få en garanti for ikke at rammes af nedskæringer i de næste seks år.

Aftalen kommer i forlængelse af den redningsplan, der blev lavet tilbage i 2014, da slagteriet var lukningstruet. Og det er vigtigt at holde liv i slagteriet både for medarbejderne - og for Bornholms skyld. Det mener borgmester Winni Grosbøll. Hør mere i videoen.

Det er fifty/fifty
Ifølge Thomas Hansen, som er tillidsrepræsentant for slagterimedarbejderne, forventes det, at der bliver ualmindeligt tæt løb ved formiddagens afstemning. Og følelserne sidder ude på tøjet forud for afstemningen.

- Der er utrolig mange følelser i spil. I 2014 havde vi en utrolig høj stemmeprocent med et massivt flertal for ja-stemmer - i dag er det anderledes. Der er tæt løb mellem ja- og nejsigerne, fordi vi står i en anden situation i dag. Vi er ikke længere lukningstruet, og man skal som medarbejder kunne se sig selv i den her aftale, siger Thomas Hansen.

Planen med den gamle redningsplan var, at slagteriet skulle spare 25 mio. kr., men ifølge Thomas Hansen mangler slagteriet forsat mellem 8-9 mio. kroner for at nå målet. Derfor har medarbejderne ikke set det afkast, de ellers havde håbet.

- Så vil man forsat gerne låne virksomheden penge for at få en jobgaranti? Eller tænker man, nu har jeg betalt i fem år, jeg har gjort min pligt som medarbejder, og har været yderst fleksibel i en sådan grad, at det ikke er set andre steder. Mange tænker: Nok er nok. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, og vi vil ikke mere.

Yderligere investeringer
Med den nye aftale forsvinder desuden en 4-dagsuge, som slagteriarbejderne har været meget kritiske overfor. Til gengæld bliver time-tallet i de enkelte uger mere fleksibelt for at tage højde for blandt andet helligdage.

Med aftalen forpligter Danish Crown sig også til at fortsætte med at investere i slagteriet.

Allerede i år investeres der omkring 25 millioner kroner i nyt udstyr til slagteriet, og der er i aftalen tilsagn om yderligere udvikling af virksomheden.