Tilstrømning får flere til at åbne tidligt

Flere har allerede opdaget, at der er større søgning til Bornholm i år her op til Påske, og det har fået butikker til at åbne tidligere
Det var onsdag ret let at finde butikker på Bornholm, der tidligere år har været lukket på denne tid.

I Svaneke åbnede butikken Dram & Dialekt et par uger tidligere i år:

-Og det har givet pote. Vi har set flere i bybilledet og flere inde i butikken også, siger medejer Julie Tørnstrøm, Dram & Dialekt.

Også minigolfbanen BornPark har åbnet for kunder 14 dage tidligere end først planlagt:

-Vi havde simpelthen så mange, der gerne ville ud at spille minigolf, så vi tænkte; Jamen, så bliver vi da nødt til at åbne op for dem, siger ejer Christina Juhl Sørensen, BornPark.

På Nordlandet har de nye ledere af Hotel Sandvig Havn valgt at åbne over en måned tidligere end normalt:

-Folk kommer tidligere og tidligere. Og vi ville måske endda gerne have startet før 1. april, men nu var det nyt, så det var der, vi mente, vi kunne nå at være klar til, siger Kjeld Hammer, leder af Hotel Sandvig Havn.