Olsen: Standardopskriften på et godt borgermøde

Formand for natur- og miljøudvalget Leif Olsen (SF) er tilfreds med gårsdagens borgermøde i Gudhjem, der bød på mange gode kommentarer og forslag til, hvordan man kan løse parkeringsproblemerne i byen.
Borgerne i Gudhjem og Melsted var tirsdag aften inviteret til borgermøde om parkeringen i byen. Sommerens mange besøgende giver nemlig trængsel - særligt på havnen.

På mødet blev borgerne præsenteret for en parkeringsanalyse og en række forslag til, hvordan man kan løse dem. Dertil kunne borgerne komme med kommentarer og egne forslag.

- Der var pænt med mennesker, en positiv indstilling, og der var mange forslag og kommentarer. Det var standardopskriften på et godt borgermøde, fortæller formand for natur- og miljøudvalget, Leif Olsen (SF).

Ét af forslagene var nyt for udvalgsformanden. Det går ud på, at busserne skal køre ad Nørresand (serpentinervejen) i stedet for Brøddegade.

- Om det er et godt forslag, ved jeg ikke, det skal jeg lige tænke over, siger Leif Olsen.

På mødet tog kommunens embedsfolk en lang række notater, og de skal nu samles i et notat til medlemmerne af natur- og miljøudvalget.

På udvalgsmødet i begyndelsen af juni vil udvalget så komme med en indstilling til kommunalbestyrelsen, som så vil træffe den endelige beslutning på kommunalbestyrelsesmødet i august.

I videoen fortæller Kirsten Laurberg fra Gudhjem om mødet.