Nedgang i antallet af skilsmisser

Markant færre par bliver nu skilt på Bornholm sammenlignet med hele landet
I 2015 var der 119 skilsmisser på Bornholm, mens der sidste år kun var 92 skilsmisser. Det er en nedgang på 22,7 procent. Dermed går Bornholm foran resten af landet, der kun har en nedgang på 8,3 procent.

Måske skal kommunen havde en del af æren for de færre skilsmisser: Man udbyder nu på tredje år gratis kurser for par, der har brug for lidt hjælp med ægteskabet, såkaldte PREP-kurser.

PREP er en forkortelse for Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold, og Regionskommunens Center for Børn og Familie holder endnu et kursus for 10 par denne weekend.

Der bliver også tilbudt PREP-kurser i resten af landet, men ovre koster det penge at deltage.

Bornholms Regionskommune har indtil nu afholdt PREP-kurser fire gange om året. For at komme i betragtning til et kursus skal man som par have børn under 18 år.

Tryk på videosymbolet og hør hvad psykolog på Center for Børn og Familie, Marianne Jensen fortæller om PREP-kurset.