Københavns Lufthavn udvider for milliarder

Københavns Lufthavn udvider terminalbygningen med 80.000 kvadratmeter og ruster sig til fremtiden.
Københavns Lufthavn gør nu klar til det hidtil største byggeprojekt på rejsen mod en lufthavn med plads til 40 millioner passagerer. Der planlægges en udbygning af terminalområdet på i alt 80.000 m2 - en udbygning så stor, at den svarer til at bygge et mindre supersygehus. Det oplyser Købehavns Lufthavn i en pressemeddelse.

Det betyder, at passagerer, medarbejdere og flyselskaber får mere plads og bedre forhold i bagageudleveringen og det travle passagerområde i terminalen mellem Gates C og B.

Som noget nyt sætter lufthavnen sig sammen med de valgte arkitekter, ingeniører, entreprenører og leverandører de næste 12 måneder, hvor man sammen udformer og udvikler det færdige projekt efter "Co-Creation" princippet, oplyses det i meddelelsen.

- Det skal være et byggeri, der viser Danmark, når det er bedst: Smuk nordisk arkitektur, grøn omtanke, tilgængelighed, rummelighed og ukompliceret service, hvor det hele er indenfor rækkevidde. For selvom lufthavnen vokser, vil man som passager i CPH fortsat opleve at have alt under ét tag - modsat mange andre lufthavne i resten af verden, siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Det nye projekt er en del af Københavns Lufthavns udbygningsplan, hvor der investeres 20 milliarder kroner i at bygge en fremtidens lufthavn med plads til 40 millioner rejsende og til de mange medarbejdere, flyselskaber og groundhandlere, der håndterer flyene.

I det nye projekt skal det eksisterende terminalområde mellem Gates C og B bindes sammen af en kommende 270 meter lang og 60 meter bred tilbygning. Det nye byggeri skal blandt andet gøre plads til en markant udvidelse af bagageudleveringen og en udvidelse af paskontrollen for afrejsende og ankommende passagerer ved lufthavnens C Gates.

Byggeriet midt i lufthavnen skal foregå mens fly, medarbejdere og passagerer bruger lufthavnen som de plejer.

Det er en udfordring, der ikke alene gør udvidelsen til et af de største byggeprojekter i Danmark lige nu - men også et af de mest komplekse, hedder det i pressemeddelelsen.