Færre indbrud i hele landet

Der bliver generelt begået færre indbrud over hele landet. Bornholms skiller sig ud med en stigning i 2018. Men de lokale tal er i forvejen så små, at det let kommer til at se voldsomt ud.
Antallet af indbrud på Bornholm er i 2018 steget med 67 procent skriver Tryg i kommentarerne til en indbrudsstatistik for hele landet.

Kigger man på tallene er stigningen da teoretisk også til at få øje på. For i 2017 var der 12 anmeldte indbrud på Bornholm, mens der i 2018 var 20. Omregnet i procenter giver det en stigning på 67 procent, men reelt er der altså ikke tale om mange indbrud på Bornholm.

På landsplan er der registreret 29.000 indbrud i 2018, og Bornholms bidrag til statikken er således stadigvæk forholdsvis beskeden.

Men skulle man nu alligevel blive nervøs for at få besøg af indbrudstyven, så har Tryg følgende råd:


· Anvend tænd- og sluk-ure til lys og musik, når du ikke er hjemme.
· Undgå at give tyven arbejdsro. Klip for eksempel hækken ned og sørg for, der ikke er helt mørkt på
grunden, særligt ved døre og vinduer. Tilknyt eksempelvis en sensor til udendørsbelysningen, så
lyset tænder, når der er bevægelse omkring huset.
· Placer elektronisk udstyr, designermøbler og lignende, så de ikke er synlige udefra.
· Gem de særligt værdifulde ting, inden du forlader hjemmet, eller opbevar tingene i en bankboks.
· Mærk dine værdigenstande med syntetisk DNA - en usynlig væske med en unik kode, som kan
kædes direkte til dig, hvis politiet finder tyvekoster fra dit hjem. Det gør det sværere for tyven at
afsætte varerne til hælere.
· Tilmeld dig nabohjælp.
· Lav en aftale med naboerne om at holde øje med hinandens boliger.
· Få naboen til at fylde skrald i din skraldespand, tømme postkassen og sætte sin bil i din indkørsel,
hvis du er væk igennem længere tid.