Lea Wermelin inviterer Jytte Hilden til Nexø

Socialdemokratiets folketingsmedlem Lea Wermelin har inviteret den tidligere kulturminister, Jytte Hilden til Bornholm for at fortælle om hendes nye bog.
Jytte Hilden har sammen med Pia Fris Laneths skrevet bogen "Takt og tone gennem 100 år". I bogen fortæller 13 kloge folk til Jytte Hilden og Pia Fris Laneths om hvordan normerne i hjemmet, i det offentlige liv og på arbejdet, har ændret sig siden Emma Gads tid.

Der bliver blandt andet skrevet om samtalen på sociale medier, de nye familieformer med dine, mine og vores børn og holdningen til ældre har også fået plads i den nye takt-og-tone bog.

- Jeg har inviteret Jytte fordi hun er en fantastisk formidler, og så er det også en måde at få talt om kultur på. Og det er jo en ny måde at tale om Emma Gad på, fortæller Lea Wermelin, folketingsmedlem for socialdemokratiet.

Lea Wermelin fortsætter:

- Det giver mig også mulighed for at diskutere politik på en anden måde, her bliver omdrejningspunktet kulturpolitik, som jeg synes forsvinder lidt i andre store spørgsmål som miljø og klima eksempelvis.

Du kan møde Jytte Hilden og Lea Wermelin lørdag d. 16. marts kl. 12.00-14.00 på caféen R60, Sdr. Hammer 31, Nexø havn.