LA Bornholm uenig med partifælle om statstilskud

LA Bornholms formand er uenig i partifælle Villum Christensens udmelding om, at Bornholmslinjen får for meget i statstilskud. Han mener, det er nødvendigt for færgedriften.
Fordi man er fra samme parti, behøver man ikke have samme holdning. Det har Carsten Grønning og Villum Christensen fra Liberal Alliance fundet ud af.

Carsten Grønning er formand for Liberal Alliance Bornholm, og han er uenig i, at statstilskuddet til Bornholmslinjen er for stort, som hans partifælle og medlem af trafikudvalget Villum Christensen ellers mener.

- Tilskuddet er nødvendigt for at opretholde færgedriften om vinteren også. Vi bor på en ø, og det er vores motorvej, siger Carsten Grønning.

På en politisk færgetur mandag den 11. marts, hvor flere trafikordførere, medlemmer af trafikudvalget og bornholmske kommunal- og folketingspolitikere var samlet på en tur med Express 1, udtalte medlem af trafikudvalget Villum Christensen til Bornholms Tidende, at det store tilskud kom bag på ham.

- Vi ser det hver gang, vi har en virksomhed, hvor statstilskuddet er den største indtægtskilde. Så får man ikke den kundevenlighed og innovation, som man ville få, hvis det var en privat virksomhed i åben konkurrence. Se bare på DSB. De er kun blevet dårligere, hvorimod togdriften i Norge, Sverige og England er blevet bedre, efter den er blevet liberaliseret, siger Villum Christensen til Bornholms Tidende.

Men Carsten Grønning mener ikke, man kan sammenligne DSB med Bornholmslinjen.

- DSB er en ud af flere muligheder for at bevæge sig mellem landsdele. Færgen er vores eneste mulighed. Det er samfundsbetinget drift, siger Carsten Grønning.